Kære Alle, 1/12/2011
Stearinlyset brænder – det er første december – og det der skal være glædens og forventningens tid, er hos os blevet til forvirring, ængstelse, sorg og ja jeg ved ikke rigtigt, hvilke ord der beskriver det at komme hjem uden det barn, den søskende, vi så længe har ønsket os.
I skrivende stund ved vi faktisk ikke så meget mere, end vi sidst skrev på bloggen! Vi ved, at vi er landet her i det mørke, kolde december Danmark uden Marie. Vi ved, at vi var klar til at modtage hende – vores hjem og tanker bærer i den grad præg af, at vores familie nu skulle rumme fire i stedet for tre. Babytøjet er nu i stedet pakket ind i skabet igen, babystolen taget ud af bilen.
Nu prøver vi at finde hoved og hale i det hele, og i morgen skal Kim og jeg snakke med en krisepsykolog, som adoptionsbureauet stiller til rådighed.
Sagen som vi har forstået den:
Nonnerne på det børnehjem (Prem Nivasa), Marie er på, er kommet i mediernes søgelys, anklaget for at lade børnene gå til international adoption i stedet for national adoption/handel med børnene/handel m. organer fra handicappede børn.
Det politiske overhoved for Child Protection Autthorithy er blevet kontaktet anonymt af en buddhistisk munk fra et nærliggende tempel. Så sagen er nu både af religiøs og politisk karakter. Religiøs, fordi børnehjemmene drives af katolske nonner – politisk fordi overhovedet for CPA valgte at lække informationerne direkte til medierne – udenom myndighederne.
I disse dage skal sagen for retten, men dommeren er fortørnet over, at sagen er lækket til medierne, inden den er undersøgt til bunds af myndighederne, hvorfor der er uddelt ’næser’ til de implicerede parter. Sagen skal nu undersøges til bunds…
Og hvor lang tid det kan tage, kan man jo kun gætte på…
Hvor efterlader det så os?
· Hele sagen skal undersøges til bunds = ventetid
· Nonnerne/børnehjemmet bliver trukket igennem en retssag = ventetid
· Resultat: der er bund i anklagerne – >adoptionerne til Sri Lanka hænger i en tynd tråd/ vi kan ikke hente Marie.
· Resultat: anklagerne kan ikke dokumenteres -> vores sag kan forhåbentlig afsluttes og vi kan hente Marie.
· Marie bor fortsat på børnehjemmet og skulle iflg. Nonnerne have det godt.
Det korte af det lange er, at vi ikke ved, hvad fremtiden bringer os. Det er dybt frustrerende ikke at vide, om lille Marie bliver en del af vores familie. Hvordan fortæller man en 3-årig kommende, glad storesøster det? Vores fornemste opgave pt. er at give Christine så god en hjemkomst som muligt, en god december måned og en god fremtid. Ydermere håber vi på, at vi selv lander mentalt og kommer til at kunne rumme uvisheden om vores fremtid.
Vi vil gerne sige tak for alle de fine blomster og kærlige hilsener på mail, sms og telefon. De varmer. Også tak for gaver til Christine.
Vær ikke bange for at kontakte os.
Mange hilsner
Kim og Mette
